Pressemeddelelse: Nyt projektsamarbejde forener integration, lektiehjælp og idræt

22.09.09 kl. 16:11

Skrevet af: Kian Mejdal

Homework Heroes er et projektsamarbejde mellem Red Barnet Ungdom, Sporttrack og Center-10. Der er tale om et ugentligt tilbud i form af lektiehjælp kombineret med idrætsaktiviteter for etniske minoritetsunge. Projektet åbner dørene første gang onsdag den 23. september.

Onsdag den 23. september slår Homework Heroes dørene op for første gang på Center-10 i Århus V. Her har etniske minoritetsunge i alderen 16-18 år mulighed, for at kombinere lektielæsning og idrætsaktiviteter i eftermiddagstimerne efter skole.

Homework Heroes er et nyt projektsamarbejde mellem Red Barnet Ungdom, Sporttrack og Center-10, som tilbyder netop lektiehjælp og idrætsaktiviteter 3 timer hver onsdag.

Aktiviteterne i projektet og samværet mellem de frivillige hjælpere og de unge deltagere skal være med til at styrke deltagernes sociale, faglige, kreative og demokratiske kompetencer med henblik på at ruste dem til at indtage en aktiv rolle i det danske samfund.

Tendens til frafald
Homework Heroes er blevet oprettet, da mange unge med etnisk minoritetsbaggrund de senere år har haft tendens til at falde fra ungdoms- og de videregående uddannelser.

"Det er især de unge drenge, der falder fra. Derfor vil vi med dette projekt forsøge at udvikle deres faglige og sociale kompetencer", udtaler Trine Braad Larsen, projektleder på Homework Heroes.

Selvom den primære målgruppe for projektet er unge etniske minoritetsdrenge, påpeger Trine Braad Larsen, at alle unge, både drenge og piger, i alderen 16-18 år er velkomne, hvis de har lyst til at få hjælp med deres lektier og dyrke idræt i de sene eftermiddagstimer om onsdagen.

Deltagere skal kende mulighederne
Målet med Homework Heroes på længere sigt er at give deltagerne viden om de mange muligheder, lokalområderne har at tilbyde, fx mht. uddannelse og fritidsaktiviteter. "Vi skal have dem til at tage aktiv del i at skabe deres egen fremtid, så de kan hjælpe med at udvikle lokalsamfundet", fortæller Trine Braad Larsen.

Samarbejdspartnerne bag projektet håber, at Homework Heroes kan hjælpe deltagerne, og især drengene, til at klare sig bedre i skolen og give dem nogle succesoplevelser, så de får øjnene op for at tage en uddannelse.

"Derudover håber vi også, at vi ved at introducere idrætsaktiviteter som en del af tilbuddet, kan få nogle flere frivillige hænder ude i lokalområderne om nogle år, fx trænere eller ledere til de lokale idrætsforeninger", udtaler Trine Braad Larsen.

Unge undervises af unge
Underviserne på Homework Heroes kommer primært fra det århusianske integrationsprojekt, Sporttrack, som det seneste års tid har uddannet unge trænere og ledere med etnisk minoritetsbaggrund til de århusianske idrætsforeninger. Dermed bliver der i høj grad tale om, at det er undervisning af unge til unge.

Underviserne fra Sporttrack arbejder frivilligt for projektet. De bruger timerne i Homework Heroes som praktik, hvis det fx ikke er lykkedes dem at blive tilknyttet en idrætsforening. Sporttracks lederuddannelse for unge afsluttes nemlig med en praktikperiode.

"Sporttracks undervisere er meget kompetente både fagligt og idrætsligt. Derudover stammer de selv fra en etnisk minoritetsbaggrund og kan dermed give vores deltagere et godt indblik i, hvilke muligheder lokalområderne rummer", fortæller Trine Braad Larsen.

Homework Heroes kører aktiviteter hver onsdag eftermiddag over 3 timer på det nyoprettede Center-10, også kendt som Århus High School, i Århus V. Dertil kommer eventuelle udflugter. Alle århusianske unge fra Århus V i alderen 16-18 år er velkomne – tilmelding er dog nødvendig. Tilmelding sker på Center-10. 


 Scroll op
Scroll ned
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.